Hjem Kultur Fællesspisning
Fællesspisning

faellesspisning1Tag den ske og lad den vandre ...

På Strynø i Det Sydfynske Øhav mødes beboerne hver eneste måned til en omgang kreativ kogekunst.

Af Anne-Line Ussing (Skrevet til Fyns Amts Avis Februar 2007)

STRYNØ: Med 92 tilmeldte deltog næsten halvdelen af øen traditionen tro i aftenens fællesspisning på Strynø Skole. Menuen stod på chilli-con-carne. Nøjagtig det samme som i februar for et år siden hvor Stinna Ovens og Torben Bürgel Nielsen skød initiativet i gang.

Som tænkt, så gjort
'Siden vi flyttede til øen for syv år siden, har vi undret os over, at der ikke jævnligt var fællesspisning,' fortæller Stinna om baggrunden for initiativet, 'fordi det er så oplagt og ligesom passer ind'. I februar sidste år satte Stinna og Torben derfor en seddel op hos købmanden, hvor de inviterede resten af øen på chilli-con-carne.

'Hvis der bare dukkede tyve mennesker op, så var det fint,' fortsætter Stinna, 'for så kunne køkkentjansen stadig gå på omgang hver tredje, fjerde måned.' Forventningerne blev mere end indfriet da 72 strynboere trodsede vinterkulden og troppede op på skolen til første omgang fællesspisning.

Siden er det gået slag i slag. Hver måned har et nyt hold grebet den vandrende grydeske og tryllet alt fra økologisk kalkungryde, over frikadeller og æbletærte, til guleærter med pølser, flæsk og hjemmesyltede rødbeder frem i skolens beskedne køkken. Det organisatoriske er fulgt med den voksende succes. Spisebilletterne købes hos øens købmand - 35 kroner for voksne og 15 for børn - og gæsterne medbringer selv bestik og service.

faellesspisning2Alle er velkomne
To tredjedele af øens befolkning deltager jævnligt i arrangementet, og her er ingen skelen til om man er barnefødt eller tilflytter, også selvom det er langvejs fra. Denne februar aften er ikke mindre end otte nationer repræsenteret: Norge, Australien, England, Holland, USA, Tyskland, Japan og så selvfølgelig Danmark. Aftenens yngste deltager er Thor på 11 måneder. Aftenens ældste Åge på 89, hvis eneste anke er at han ikke selv er i stand til at svinge potter og pander og servere en omgang grydebøf med kartoffelmos, 'hvis jeg var tyve år yngre havde jeg selv taget skeen. Jeg sejlede jo immervæk som skibskok i 1935-36 på en tremastet skonnert fra Marstal til Labrador ...

Foto: Martin Randers

 

 

 

Strynø © 2008 - Webudvikling og CMS Wied Webdesign