badelivmaj2012tbn.jpg

Alarmberedskab

Ring 112
ved brand, sygdom eller ulykke
link til mere info

Hjem Foreninger Majtræet på Strynø- og andre steder
Majtræet på Strynø- og andre steder

Af Jens Bech Strynø 1998

Tag majtrærejsningen på Strynø et hvilken som helst år: Når den indbudte hovedgæst har entret "majbænken" for at føje sig selv til den efterhånden lange række af majtræstalere, så vil han med overvældende sandsynlighed på et tidspunkt i sin tale lovprise "denne smukke gamle tradition", som det næsten ufravigeligt hedder.

Og vist og sandt er det da også, at majtræet på Strynø vitterlig er en både smuk og gammel tradition, og samtidig en specialitet for øen, et levn som man ikke finder bevaret mange steder i Danmark her på tærskelen til det tredje årtusinde. Men hvor gammel er i grunden denne skik, hvad udspringer den af, og hvad indeholder den? Det kunne der måske være god grund til at prøve at sammenfatte her op til jubilæet. Ingen skal nemlig være i tvivl om, at selv om vi i år fejrer majtræets 200. år, så er skikken langt ældre. Både her og andre steder.


Majfest andre steder

I landsbyer og købstæder over store dele af Europa har man haft Festen for Sommerens Komme som en af de årligt tilbagevendende sociale begivenheder - og i mange forskellige udformninger. Men også med nogle gennemgående fællestræk, af hvilke vi her kort kan opremse:

pyntning af et træ eller en stage,

afbrænding af blus,

optog, i reglen til hest og med musik,

sammensætning, delvis på skrømt, af de unge som par, og...

...en vis (deraf følgende) tøjlesløshed blandt deltagerne.

Skikkene kan i Europa ihvertfald følges tilbage til 1200-tallet - dvs. højmiddelalderen - men er meget muligt endnu ældre. Men så langt tilbage er der kun få kilder at øse fra, og altså ingen der fortæller om, hvordan man har fejret sommerens ankomst. Det ser ud til at forårsfesten har haft sin hovedudbredelse i det nordlige Europa med Skandinavien og De Britiske Øer, altså netop det område hvor vintrene er længst og surest, og hvor sommeren af indlysende grunde imødeses med den største forventning.

Hvor vidt udbredt skikken har været i Danmark længere tilbage er usikkert, men indtil for godt 100 år siden havde den sine kerneområder i Østjylland, på Samsø, i Nordsjælland og Sydsjælland med Sydhavsøerne, samt på småøerne i Det Sydfynske Øhav. Der var dog ganske store forskelligheder med hensyn til festernes udformning og det nøjere tidspunkt for deres afholdelse.

Men lad os til en begyndelse se på, hvordan det i almindelighed gik for sig for to til fire århundreder siden, da skikken havde langt større udbredelse.


Druk, hor og vold

Her i landet fandt festen sted på Valborgs dag, som er den 1. maj. Derfor allerede fra gammel tid det udbredte navn "majfest", men den havde dog også andre navne: "sommer i by-fest", "ride sommer" og "gadelamsgilde" er blot nogle af en lang række andre betegnelser.

Natten til Skt. Valborgs dag - Valborgsnatten - var det tidspunkt hvor det gjaldt om at låse koste og ovnrager inde, at ikke heksene skulle låne dem som transportmidler til den årlige heksesabbat. Det var en ildevarslende nat fuld af trolddom, ondskab og mørkets gerninger, som man måske kunne holde stangen ved at våge og ved at afbrænde blus. Valborgsnatten igennem flammede bålene over det ganske land, og alt som kunne krybe og gå var af huse og samlede sig om ilden, hvor heksene ingen magt havde.

Nu var det ikke sådan, at folk sad knugede af ængstelse omkring bålet og ventede på at det hele skulle gå over. Nej, der var liv og glade dage. Man dansede omkring Valborgblusset og tømte mangt et bæger under afsyngelse af lystige viser, heraf nogle med et indhold som kun dårligt tålte dagens - og kirkens - lys.

Men utugtige viser var så langt fra det eneste ved Valborgsnatten, der kunne forårsage gejstlig panderynken. Værre var det, at ungdommen drog afsted fra bålet til skoven for at plukke blomster og grønne grene og for at hjemføre majtræet. Det var også i denne nat at de unge kårede en "majgreve" og aftalte, hvem der skulle være hinandens "gadelam" og "gadebasse", en aftale som der under løssluppenheden i den nattemørke skov var rig anledning til at omsætte i praksis. En hørligt forarget iagttager skriver om disse forhold i England for godt 400 år siden: "Jeg har hørt af troværdige vidner, at af 40, 60 eller 100 piger, der Valborgs Nat går i skoven, kommer knapt en trediedel tilbage med æren i behold".

Til denne uorden må lægges hærværk, slagsmål og lejlighedsvise drab, der ligeledes var uundgåelige følger af de medbragte øltønder og den animerede stemning. Herom taler retsprotokollerne deres tydelige sprog.

Usædelighed, druk, vold og utugtige sange, altsammen foranlediget af en særdeles u-kristelig, trolddomsfordrivende fest - det er let at forstå, at "vågenætterne" med deres "natteløb" ikke just vakte behag hos kirkens mænd. I 1540'erne formaner Sjællands biskop Peder Palladius forældrene til de unge:

"Lader I ikke Eders børn lære det gode, så lærer de det onde. Lærer de ikke de 10 bud, trosbekendelsen og fadervor, da lærer de at sværge og bande, lyve og stjæle og slå folk ihjel. Da skulle I vel høre om blod og død og vunder ude ved hint majtræ....".

Og til de unge karle har han denne opsang om sædelig adfærd, hjulpet på vej af et påbud om at henlægge majfesten til dagtimerne:

"Forvar Eder at I ikke bander og sværger eller slås ude ved majtræet, og at I ikke svirer og sværmer. Ingen nætter må i våge ved majtræet (...), ikke heller Skt. Valborgs Nat. Om I vil føre sommer i by, lån da Eders husbonds hest og rid ud i skoven, hent maj, og kom så hjem igen med pibe og tromme foran, at man kan se hvor I rider i marken. O, hvor det er godt at vandre om dagen, da støder man sig ikke. Men tyve og røvere, ulve og løver, de går om natten, (...) hen udi andres lo og lade, at lokke deres piger og døtre, det gør skalke".

Det kunne endog gå så galt, at kirkens mænd i deres nidkærhed for at komme usædeligheden til livs selv blev årsag til - og part i - voldsomhederne. Et eksempel herpå er fra Langeland, hvor sognepræsten hr. Mads i Longelse havde forbudt "natteløb og drik" på Valborgnatten. Menigheden var opsætsig og ville ikke adlyde. For at håne præsten rejste man derfor Valborgsnat 1568 et majtræ lige foran kirkegårdslågen. Forbitret truede hr. Mads fra prædikestolen alle deltagerne i de natlige udskejelser med kirkens band. Dette ophidsede i en sådan grad en bonde, hvis to sønner havde været med, at han gik til præstegården og under ukvemsord udfordrede hr. Mads til slagsmål. Præsten blev hidsig, greb sin bøsse og skød bonden. Han blev derfor siden dømt fra sit kald.

Længere op i tiden, i 1700- og 1800-tallet, fik de kirkelige og verdslige øvrigheder et mere pragmatisk, for ikke at sige afslappet, forhold til majfesterne, som man til sidst endte med at anse for ganske interessante og pittoreske udslag af den almuekultur, man nu ligefrem sværmede for. Og således modstod skikken - som så mange andre - gennem flere århundreder alle angreb og bandbuller fra kirken, som ellers havde forsøgt at henlægge nogle af dens komponenter til kirkeligt relaterede anledninger og mærkedage: jul, fastelavn, pinse, Johannes Døberens (Skt. Hans) Dag. Med et vist held, ganske vist, men altså alligevel uden rigtig at få has på den oprindelige hovedfjende: majfesten.


Majtræer viden om

I det forudgående har vi flere gange citeret gamle kilder, der omtaler majtræet. Blandt andet den skik, at ungdommen drager til skovs for at "hjemføre majtræet". Hvad er det for et majtræ de har hentet, hvordan så det ud, og hvad gjorde man med det?

Fra middelalderen var det en udbredt skik, at man i skoven hentede et frisk, grønt træ og slæbte det med sig tilbage. Træet gjordes transportabelt enten ved fældning eller opgravning med rode - begge måder kendes - og at det ikke altid just var ungtræer, omtales flere steder. Man havde vogn(e) med til træets hjemfærd, hvis man da ikke som i England måtte have 20 til 40 par okser spændt for træet. Det må have drejet sig om nogle anselige kævler.

Det løv- og blomsterbesmykkede indtog med majtræet i landsbyen er den indlysende årsag til vårfestens mest udbredte navn: at ride sommer i by. Hjemme i landsbyen rejstes træet på en central plads og pyntedes eventuelt med blomster og flitterstads. Derefter red man rundt i optog, stadig med musik foran, til hver enkelt gård, hvor man lod sig beværte. Imens afsang man "Majvisen", der påkalder frugtbarhed i mark og hus, og som stadig kendes i utallige varianter fra hele landet. Dans omkring majtræet, og fugleskydning til samme, indgik ligeledes ofte i festlighederne.

Disse var dog ikke slut, når solen gik ned efter en omtumlet Valborgsdag. Sommeren igennem var majtræet centrum for alskens lege og forsamlinger, under hvilke ungdommens mere eller mindre spøgefuldt sammensatte par af "gadebasser" og "gadelam" havde lejlighed til at finde ud af, om partnerskabet eventuelt var noget der kunne holde ud over sommerens festligheder. At majfesten således også spillede en vis rolle som faktor i den sociale pardannelse, er uomtvisteligt.

Det levende grønne træ opstillet som "majtræ" er uden tvivl skikkens ældste udformning. Men efterhånden bredte sig en anden måde, nemlig den at rejse en glatskrabet mast hvorpå man kunne hænge kranse og anden pynt. I Norden har denne majstang vistnok sit udspring i Norge og Sverige, mens det grønløvede majtræ kunne findes i Danmark helt op i 1700 og 1800 tallet. Det har den selvfølgelige forklaring, at råmaterialet til majstangen - de lange, retvoksede nåletræer - groede naturligt i Skandinavien men ikke i Danmark, hvortil de først indførtes for et par hundrede år siden.

Majstangen havde tillige den store fordel i forhold til det opstillede løvtræ, at det ikke hurtigt blev vissent og grimt. En gulnet krans pynter stadig på den ranke stage.

Efter landboreformerne og landsbyfællesskabets ophævelse tyndede det i løbet af 1800-tallet ud i antallet af landsbyer i Danmark, som rejste majtræ eller red sommer i by. De fleste steder forsvandt skikken fuldstændigt, andre steder overførtes elementer af den til beslægtede anledninger såsom sommer-ringridning, og omkring 1900 var der kun fire landsbyer, hvor majstangen var en levende og ubrudt tradition. Karakteristisk nok var alle fire landsbyer beliggende på små øer, hvor man traditionelt ikke er så hurtige til at skrotte gode, gamle skikke: Nordby på Samsø, Avernak og Munke byer på Avernakø, og Strynø By. Men selve majstængernes udformning var - og er - ret forskellig mellem alle fire lokaliteter.


majtrae1Strynøs Majtræ før og nu

En nytilkommen på Strynø røber sig uvægerligt ved at omtale landsbyens vartegn som "majstangen", og vil sandsynligvis meget hurtigt blive belært om at det altså hedder majtræet. Men som vi netop har set, er den arme vildfarne måske alligevel slet ikke så galt afmarcheret endda - majtræ og majstang er dog to temmelig forskellige udformninger af samme sag. Hvorfor kalder strynboerne da hårdnakket deres majstang for et majtræ?


Det har sine grunde. Strynø (og alle de andre småøer) har aldrig været velsignet med en skov, hvortil man kunne ride ud og vende hjem med et vårgrønt træ. Landbrugsjorden var øsamfundets hovedressource, og alt for økonomisk betydningsfuld til at lade henligge med noget så lidt givtigt som en træbevoksning. En kilde nævner, at øen i 1806 var helt uden træer, bortset fra præstens have. Gavntræ til tømmer og brændsel måtte indkøbes på fastlandet og møjsommeligt føres over vandet på øboernes egne både.

Men på den åbne plads - den gamle landsbyforte - midt i Strynø By skal der på samme tid også have stået en stor, gammel bøg, der tjente øboerne som majtræ. Formentlig har man pyntet den og danset om den, men det er rent gætteri. I dette såvel som andre spørgsmål om majtræskikken på Strynø står ikke mange sikre kilder til vores rådighed, men til gengæld en hel del mundtlige overleveringer.

Ifølge en sådan overlevering væltede majbøgen i en storm, angivelig i året 1820. Eller gjorde den? Landøkonomen Carl Dalgas besøgte øen i 1833 og beskrev, at den rejsende her og på Drejø overraskedes af "to såkaldte majtræer, man let kunne forveksle med frihedstræer. Men de gode øboer er vist langt fra at lade dem besnære af sværmeriske frihedsideer". Frihedstræet var et fransk revolutionært symbol - et plantet træ udsmykket med bånd og kokarder. Det kunne altså se ud til, at både Drejø og Strynø endnu i 1833 havde et naturgroet, pyntet træ som deres majtræ. Måske var det Strynøs gamle majbøg, som alligevel stod endnu? Eller var det måske et nyere træ, plantet efter det gamles fald i 1820 og som derfor, ved sin relativt ringe størrelse, mindede Dalgas om et frihedstræ? Her råder nogen usikkerhed.

Det skulle imidlertid være temmelig sikkert, at man endnu på denne tid og indtil 1840'erne "red maj i by" på Strynø. Dagen forinden havde man "trommet hestene til", dvs holdt et prøveridt med rigelig larm fra folk og trommer, så hestene kunne vænnes til støjen. På selve dagen samledes mændenne og de unge karle til hest ved majtræet, som pigerne forinden havde pyntet med kranse. En af karlene blev kåret til "majgreve"; med ham i spidsen drog optoget derpå rundt til huse og gårde, blev beværtet og samlede gaver ind til det afsluttende aftengilde. Også her blev "Majvisen" foredraget ved hvert nyt sted (se slutningen af dette skrift). Optoget sluttede igen ved majtræet, hvor pigerne ventede på at "majgreven" skulle kåre sin "majbrud". Dette par havde foresæde ved sommerens fester og dans og bevarede sin værdighed frem til næste Valborgsdag, hvor majgreven kårede sin efterfølger.

Også vi vil vende tilbage til selve majtræet: Hvornår det nu end præcis har været, så kan vi anse det for rimelig godtgjort, at Strynøs majbøg forsvandt engang omkring midten af forrige århundrede. For at belyse tilkomsten af dens afløser må vi - stadig ifølge overleveringen - vende blikket mod marinen.

På denne tid var det skik, at unge mænd fra småøerne ikke indkaldtes som landsoldater men "udskreves til sørullen", altså til tjeneste på orlogsskibene. Således også på Strynø, hvorfra flere mænd blev dekoreret for deres indsats i slaget ved Helgoland i 1864. Det forlyder, at mangelen på et nyt majtræ i 1868 klaredes af fire strynske forgaster på fregatten "Jylland", hvorfra de - stadig ifølge sagnet - skal have "organiseret" en fortop eller anden mastestang, som skulle være ført til Strynø for der at blive opsat som øens første majstang.

Om historien nu er sand eller ej, så er det i hvert fald spændende at forestille sig en sådan direkte kobling mellem et af vore største nationale klenodier og vor lille øs gamle tradition. Og under alle omstændigheder er det sikkert rimeligt at sætte tidspunktet som den sandsynlige oprindelse til majtræet i sin udformning som stang. Derfor fejrer vi i år også et 130 års jubilæum.

I den første tid skal majtræet have stået, omtrent på sin nuværende plads, direkte nedgravet i en dyb grube fyldt med store sten. Når træet årligt skulle nedtages og pyntes, skete det ved at man brød stengruben op. Et brydsomt og besværligt arbejde, som man dog den dag i dag udfører hvert år i Avernak By, hvis tjærede majstang stadig er af den gamle type. Senere - omkring århundredskiftet? - valgte strynboerne den mere praktiske måde, kendt fra flagstængerne, med en jordgravet sokkel, hvortil majtræet boltes fast. Og således forblev det.

Rundt om majtræet

Vi er i denne gennemgang nu nået frem til den tid, hvor Strynøs majtræ vistnok fik sin nuværende udformning - altså for ca 100 år siden. Lad os nu se lidt på, hvad der siden da er foregået omkring majtræet, både i overført betydning og rent bogstaveligt.

Som samlingspunkt i en af årets vigtigste fester for selve landsbyens driftsfællesskab havde majtræet ikke længere nogen funktion. Landsbyfællesskabet var forlængst opløst, og spørgsmålet om frugtbarhed i hus og lade var nu alene en sag mellem vorherre og den enkelte selvejerbonde. Og Strynøs landsby var heller ikke længere nogen bondeby, befolket som den efterhånden var blevet med mindst et hundredtals søfolk og deres familier i nybyggede småhuse.

Alligevel anså strynboerne majtræet, dets nedtagelse og genrejsning for så væsentligt et punkt på deres årskalender, at skikken skulle holdes ved lige. Det er formentlig derfor, at man midt i 1800-tallet havde overdraget til øens ungdom at tage vare på majtræet. De unge stiftede til den ende Strynø Majtræforening, men præcis hvornår ved vi ikke. De gamle foreningsbøger eksisterer desværre ikke mere. Det ligger dog nær at tænke sig overgangen fra træ til stang - altså ca 1868 - som et skift, der meget vel kunne markere tidspunktet for foreningens stiftelse. I så fald er 1998 altså også foreningens 130 års jubilæum.

Majtræet som foreningsanliggende blev selvfølgelig en mere formaliseret sag, med skrevne vedtægter, medlemskontingent og selskabelige sammenkomster året igennem for medlemmerne. Heri lå der ikke nødvendigvis noget voldsomt brud med den århundredgamle tradition. Men den væsentligste ændring var nok den, at tidspunktet for festdagen nu flyttedes til en søndag i begyndelsen af maj. Overførslen fra Valborgsdagen, med alt hvad denne indebar, og til en kirkelig hviledag, markerer skikkens endelige udtræden af sine gamle, almindeligt anerkendte funktioner omkring frugtbarhedsbesværgelse, ondtafværgen og social pardannelse. Majtræet var blevet stuerent, om så var: selv set fra præstegården.

For ca 75 år siden besøgte folkemindeforskeren Thorkild Gravlund Strynø. Om det skriver han blandt andet:

"Aldrig gav jeg penge bedre ud, end da jeg blev indmeldt som livsvarigt medlem i "Strynø Majtræ og Flagforening". Og det kostede bare en krone. (...) På majtræet hejses flaget alle højtidsdage. Det nævnes i loven, for Strynø majtræ har sin trykte lov:

"Foreningens Flag skal hejses paa Majtræet Nytaarsdag, første og anden Paaskedag, første og anden Pinsedag, første og anden Juledag, af Bestyrelsen. Flaget hejses paa Forlangende frit paa et af Medlemmernes Forlovelses-, Bryllups- og Begravelsesdag. Ønsker et Medlem, at Flaget skal vaje for hans Kones Kirkegang, betales 50 Øre til Foreningens Kasse."

Ligeledes skal der flages grundlovsdagen (det vedtoges 1892) og ved ungdomsgilder, hvor mindst otte deltagere tilhører foreningen (vedtaget 1893). Medlem kan enhver mand her på øen med et uplettet rygte blive ved at erlægge en krone. Som udenbysboende er man passivt medlem uden stemmeret. Her er det for en gangs skyld en ære at stå i en forening, hvor flaget skøttes så vel. Skønnest synes det, at manden har ret til at kræve øens flag hejst ved sin kones kirkegang efter barnefødsel. Da vajer flaget for livssejren. (...)

Strynø Majlav er et gammelt sømands- og bondelav, der er nutidigt udstyret som forening med trykte love, bestyrelse, generalforsamling og alt til det parlamentariske fag henhørende. Men ældgamle skikke (...) er overført i moderne forretnings-forenings-kancelligsprog:

"Majtræet skal tages ned i Maj Maaned. Det overlades til Bestyrelsen at bestemme Dagen og sørge for Pudsningen. Rejsningen skal foregaa Kl. 3 Eftm. (...) Naar Bænkene tages ud og sættes ind, skal alle paa Øen tilstedeværende Medlemmer, som ikke er forhindret ved Sygdom, møde; hvis ikke erlægges 50 Øre i Mulkt". (...)

Når stangen er er rejst, nymalet og smykket med kranse, går flaget op, og majfesten fejres. Øens mænd - de der ikke er til søs - samles om majtræet og majbænkene, og en drik bæres rundt, den skænkes i to glas, og de går rundt til alle. "Skål, svoger!". Man klinker to og to efter hverandre. Loven byder at udskænkningen ikke må koste over otte kroner. Drikken er ølpuns, 3 kander varmt øl til 1½ kande brændevin og sukker sat til efter smag. En stærk vårdrik. Hvo ej vil nyde kan lade være - men så får man ikke lov at sige Skål, Svoger!.

Om aftenen er der ungdomsdans."

Som Thorkild Gravlund oplevede majtrærejsningen for trekvart århundrede siden, havde den stort set fundet den form vi kender i dag: en folkelig fest med stærke nationale, kulturhistoriske og lokalpatriotiske bestanddele. Og festlige, ikke at forglemme! At den priselige skik med at byde ølpuns rundt og sige "skål, svoger" er gået tabt, kan kun beklages. På den anden side må det medgives at den alligevel har fundet sin fortsættelse, omend i en ændret form, hvor ølpunsens ingredienser - dog minus sukkeret - mest indtages hver for sig.

Gravlunds beretning er også, mig bekendt, det første sted hvor vi finder majbænkene omtalt som noget betydningsfuldt, som andet og mere end en blot og bar siddeindretning ved majtræets fod. Men at majbænken virkelig tillagdes særlig betydning ses også af den gamle bestemmelse om, at alene krigsveteraner (fra 1864) havde ret til at sidde på bænken under den del af ceremonien, der fulgte efter selve rejsningen. Efter disse veteraners naturlige bortfald fortsattes skikken derved, at kun de gamle (mænd!) havde ret til at sidde på majbænken under festen. Og sådan var det endnu helt op i 1980'erne.

I 1978 fik Majtræforeningen nye bænke foræret. Dette blev vinteren efter fejret med en storslået "bænkefest" på skolen. Samme år holdtes desuden en "flagfest" i anledning af et nyt flag.

Som dette viser, og som også Thorkild Gravlund var inde på, har Strynø Majtræforenings flag sin specielle betydning i ceremonien. For 50 - 100 år siden var det skik, at "den gamle" flagsnor bortauktioneredes blandt forsamlingen, så snart flaget var hejst på det nyrejste majtræ. Den heldige vinder tilbagegav umiddelbart efter snoren til foreningen.

flagFlaget er på festdage stadig et synligt vartegn over hele øen. Det har endog været genstand for en ansøgning til dronningen om tilladelse til officielt at føre påskriften "Strynø Majtræforening" i den vandrette bjælke. Ansøgningen blev ikke imødekommet, så derfor er flaget ikke "officielt anerkendt". Uden for øen, forstås.

Når træet tages ned, sker det om mandagen to uger før det skal rejses igen. Ved opslag er alle mænd på øen tilsagt til at give møde, og det plejer at være en både hyggelig og morsom lille sammenkomst på et par timer eller så. Selve nedtagningen foregår stort set som en filmisk tilbagespoling af rejsningen: under kyndig ledelse af Viggo Christensen, og med anvendelse af de samme remedier, nemlig en stor svensknøgle til at løsne boltene med, "kovlerne" til at støtte under træet med efterhånden som det kommer nedefter, og bukkene til at lægge det på. Når træet er vel nede, bæres det ind i haven til Kirkevej 4 - en af de få haver i nærheden med både plads nok og egnede tilgangsforhold. Mens Majtræforeningen er vært ved en forfriskning til alle, udbydes "pudsningen" af majtræet i en form for øjeblikkelig licitation, eller "omvendt auktion", om man vil: den der byder mindst får tjansen. Vinderen har så de næste knapt to uger til at skrabe og male bænkene plus træet inklusive sokkelen og vindfløjen i toppen, og så er det klar til at blive ført frem til rejsning på den fastsatte lørdag.

Aftenen før samles majtræforeningens bestyrelse med koner til binding af kranse og topbuket. For et halvt hundrede år siden var det de unge piger, som bandt kransene. De unge havde med sig hjemmefra, hvad de kunne skaffe af blomster, men da der sjældent var nok, kunne det ske at de gik ind i haverne og tog sig selv til rette, undertiden til haveejernes udtalte forbitrelse.

Rejsningen af majtræet foregik om søndagen indtil engang i 1970'erne, hvor den af hensyn til de mange deltagere i de efterfølgende aftenfestligheder blev forlagt til lørdagen. I de henved 30 år, hvor jeg har været med, har den haft sine faste bestanddele: Viggos myndige dirigeren med "rejserne" ("...så flytter vi det midterste kovl ned under den mellemste krans!" og: "Hal til i den østre bardun!" eller: "Slæk lidt sy'!!"), de samme to sange ("Vift stolt på Codans Bølge" og "Jeg elsker de grønne Lunde") til Alfred Petersens harmonikaledsagelse, formandens velkomst, det fine vejr, og en feststemt forsamling der undertiden ikke har ydet den indbudte taler fuld ørenlyd. Det er ikke kun majtræet, der er godt pyntet på denne dag.

Men inden for de samme tre årtier er der også kommet nye indslag til. Højtaleranlæg (af vekslende effektivitet), børnene der bærer flaget frem, og undertiden indbudte orkestre eller folkedansere. Andre er forsvundet, såsom det efterfølgende børnebal med sanglege på Afholdshjemmet - en reminscens af den ældre skik, at konfirmanderne organiserede dans og sanglege omkring majtræet for de mindre børn - og den tradition, at drengene straks efter rejsningen huggede kovlerne og bukkene, som de så smed i "Postens Dam" ved Brovejen.

Dramatiske begivenheder omkring majtræet har også forekommet gennem tiderne. En sommerdag i 1910 slog lynet ned i træet. En ung kvinde med sin lille datter passered just forbi; de blev begge kastet til jorden ved foden af majtræet, som splintredes, mens "flager af hvid maling faldt omkring dem som sne". Heldigvis slap de begge uskadt.

I 1920 var træet næsten rejst og fastboltet, da mændene ved kovlerne mistede herredømmet over det. Træet fortsatte vestover og landede i stråtaget til "Bob-Laurines" hus, som lå hvor nu Brugsen ligger. Lykkeligvis kom ingen til skade, og hverken majtræet eller stråtaget led heller alvorlig overlast. Men tildragelsen var vistnok årsag til, at man som en sikkerhedsforanstaltning indførte den trepunkts bardunopfæstning af majtræet, som det stadig har.

Maj vær velkommen

På de foregående sider har jeg forsøgt at redegøre for majtræets kulturhistoriske rødder, og for dets nyere historie på Strynø. Vi har set, at selv om det for de fleste nok mest er en hyggelig og ganske pittoresk, men også temmelig kuriøs skik uden særlig relevans til livet i dagens Danmark, så har den sit udspring i et traditionskompleks, som for blot et par århundreder siden endnu var vidt udbredt og nærværende betydningsfuldt for liv og avl. Glemmes må det heller ikke, at mange bestanddele af disse traditioner i dag indgår i særdeles levende nutidsskikke:

pinseskovturen (hjemførelse af grønne grene)

Skt. Hans (heksebålet)

fugleskydning

julen (det pyntede træ)

rejsegildet (den kransepyntede stage)

Og, ikke at forglemme, i det kendte udtryk at maje (sig) ud.


Lad os slutte af med at gengive nogle vers af den gamle Majvise, som man ved har været brugt på Strynø. Den er en af uendeligt mange varianter af Peder Jensen Roskildes majvise fra 1625. Han var præst i Øster Hæsinge på Fyn, og digtede denne vise som en sædeligere afløsning af en ældre og mere "letfærdig" vise på samme melodi. Den fik enorm udbredelse i hele landet.


Husbond, om du hjemme er

Refr.: Hør det, som vi bede!

Og må i dag vi sjunge her,

Refr.: Vær os alle nådig, Gud, med glæde!


Gud velsigne din kone med livets frugt,

At det må kendes på byen smukt.


Hønen gir os æg på fad,

Til pandekage og æggemad.


Så gir du os en mark eller to

Men pas dog på at marken er go'.

I andre udgaver af Majvisen er lyder det første omkvæd: "Maj, vær velkommen". Lad det stå som motto for Strynøs Majtræ - og for dette lille skrift.

Jens Bech, Strynø 1998

PS: En udskrift af nærværende manuskript med noter og kildehenvisninger er indlemmet i Strynøs lokalhistorisk Arkiv.


 

Strynø © 2008 - Webudvikling og CMS Wied Webdesign